Konferensen Blev Ånden sat fri? Köbenhavns Universitet, 180928
I år kan ungdomsoprøret fejre 50 års jubilæum. 1968 var et magisk år, hvor stemningen af nybrud og forandring satte en bevægelse i gang, der nåede ud i alle hjørner af samfundet. Det handlede om at vende vrangen ud af det bestående og gå nye veje – på universiteter og skoler, på arbejdspladser, i familien mellem generationerne, og ikke mindst mellem kønnene. Kvindebevægelse, kollektivisme og eksperimenter med forskellige livsformer vandt frem og satte dagsordenen for en ny frihedskultur.
Spørgsmålet er, hvad 68-bevægelsen kom til at betyde for kirken? Hvad er der tilbage af arven fra 68, og hvordan lever vi med de spor, der er efterladt os?
Foredrag og diskussion ved Sofija Pedersen Videke, præst, Gustav Adolfs församling, Helsingborg.
Respons ved Jørgen Demant, sognepræst Lyngby Kirke
Hvad har 68-oprøret betydet for gudstjenestens sprog? Er der
overhovedet brug for et sprogligt opgør? I pinsen 2018 tog
Svenska Kyrkan en ny ritualbog i brug, hvor man aktivt
forsøgte at undgå et maskulint og hierarkisk sprog og i stedet
bruge et mere kønsneutralt og inkluderende sprog. Er det udtryk for feministisk teologi eller for politisk korrekthed? Under alle omstændigheder er det netop i gudstjenestens sprog kønsdebatten bliver tydelig. Sofija Petersen Videke, som er danskfødt præst i Svenska Kyrkan og folkevalgt i Kyrkomötet om den nye ritualbog, vil give sit bud på disse spørgsmål og på den måde lægge op til debat om gudstjenestens sprog i dag og i fremtiden.
Livet er fuldt af skjulte fortællinger,
lad os kigge på 68, nutid og fremtid og se hvad vi finder.
1968 – internationalt og i Sverige
Symbolåret 1968, revolutionens og protesternes år,
havde internationale begivenheder der berørte hele verden:
studenteroprør i Paris, som spredte sig til andre universitetsbyer over hele verden, krigen i Vietnam, der gav genklang i verdensomspændende FNL-grupper,
fortsat kamp mod kernevåben,
den sovjetiske invasion av Tjekkoslovakiet,
mordet på Martin Luther King junior, som blev starten på opløb over hele USA, Biafraprovinsens forsøg til selvstændighed i Vestafrika der årsagede en sultkatastrofe, protesterne mod apartheid i Sydafrika.
Også de lidt mindre begivenheder tæt på os:
mordforsøg på den tyske kristne socialist Rudi Dutschke,
Andreas Baader som satte to varehuse i Frankfurt am Main i brand,
musikere som Beatles og Rolling Stones der søgte nye indsigter, i både religion og politik.
1968 blev de olympiske lege holdt i Mexico City.
Måske mest kendt er billedet af 200-meterløberne Tommie Smith og John Carlos, der kom på første og tredie plads og med knytnæverne i vejret under den amerikanske nationalsang ved prisuddelingen blev suspenderet for at have lavet Black Power-hilsen. Men det var i øvrigt også første gang den olympiske ild blev tændt af en kvinde, den mexicanske hækløber Enriqueta Basilio. En skjult fortælling for mange.
I Sverige var der et eget, mindre og mislykket studenteroprør, tre dages okkupation af Kårhuset, i Stockholm.
Desuden tvang voldsomme demonstrationer i Båstad at Davis cup-tenniskampen mellem Sverige og Rhodesia blev indstillet, eller i hvert fald flyttet, i det den istedet blev gennemført i al hemmelighed et par dage senere på den franske Riviera.
Det var det sidste år i Sverige at studentereksamen blev gennemført på den måde man stadig gør i Danmark, med skriftlige og mundtlige eksaminer som man kunde dumpe, og blive nødt til at gå ud bagvejen. Nu er det istedet løbende eksaminer, man dumper ikke sidste måned, uge eller dag.
I 1968 havde den svenske pinsebevægelse 90 000 medlemmer, mens den maoistiske KFML Kommunistiska förbundet marxist-leninisterna havde 700. KFML hørtes selvfølgelig en del, men var hverken særlig mange eller landsdækkende. Også i dag må vi minde hinanden om at dem der får meget medial opmærksomhed ikke nødvendigvis er mange til antallet, særlig ikke i relation til andre grupper. Der kan være mange skjulte fortællinger også i store bevægelser, som vi aldrig kommer til at høre.
1968 var valgår i Sverige. Socialdemokraterne have styret landet i 36 år, med statsminister Tage Erlander siden 1946, længst siddende nogensinde i en moderne demokrati.
Årets valgparole var Erfarenhet och förnyelse, Erfaring og fornyelse
repræsenteret av Erlander og uddannelsesminister Olof Palme, der året efter blev ny partileder og statsminister.
Socialdemokraterne fik det næsthøjeste valgresultat nogensinde og egen majoritet med lige over 50% af stemmerne.
En af revolutionerne i 1968 var den seksuelle. Selvom sexualitet blev et stort samtaleemne og også bliver et skoleemne, er det stadigvæk med udgangspunkt i heteroseksuelle forhold.
Mens jeg forberedte mig fandt jeg den første svenske sexolog, Maj-Brith Bergström- Walan, engang jordemoder og uddannet missionær. Desværre kom hun aldrig afsted til Kina, pga kommunismens indstilling til kristendommen. Hun var først gift med en svensk kirkehistoriker, men de blev skilt efter hendes medvirken i filmen Kærlighedens sprog. Hendes livs længste relation var med den danske psykolog Helle Høpfner Nielsen.
Da jeg læser om Helle i Dansk kvindebiografisk leksikon, står der ikke et ord om at de to blev gift i 2007, efter 34 år sammen, og nu begge hviler på Skogskyrkogården i Stockholm. Endnu en skjult fortælling, endda i et leksikon som kun omfatter kvinder…
Men det var også i 1968 at der blev holdt et stort økumeniskt verdensmøde i Uppsala med temaet Se, jeg gør alting nyt. Egentlig skulle Martin Luther King jr have holdt indledningstalen, men han var blevet myrdet nogle måneder tidligere. Middelalderen blandt de egentlige delegater med stemmeret var høj men man havde også 130 ungdomsdelegater der kunde deltage i diskussionerne. Mødet afsluttedes med en okkupation af Uppsala domkirke, hvor 400 unge simpelthen ikke forlod kirken efter den afsluttende gudstjeneste, men istedet malede plakater og holdt seminarer også med Politiet der kom, men ikke indgreb og en politimand istedet deltog i samtalen, indtil de næste dag fredeligt gik ud igen.
Sveriges 68-generation voksede op i et voksende velfærdssamfund, i et Sverige, der ikke tog aktiv del i 2. Verdenskrig, til forskel fra den danske 68-generation. I 1968 var min danske mor lige blevet etableret på det tyske arbejdsmarked. Hendes fortælling kunde også være skjult, hvis jeg ikke her fortalte om en studiebegavet ung kvinde der ikke kunde komme på universitetet og læse arkæologi fordi mine bedsteforældre ikke havde råd. Hendes eventyrlyst og forældreoprør bragte hende til Tyskland, hvor hun istedet fik en karriere som røntgen- og forskningsassistent. Hun vendte hjem til Danmark ti år senere, med en stor uforståelse for du-reformen, som jo var gået Tyskland forbi og en følelse af at aldrig mere helt være helt hjemme i Danmark, selvom hun boede i Danmark i yderligere otte år, før vi flyttede til Sverige, hvor hun døde. Hun ligger dog, efter eget ønskemål, begravet på en højtliggende kirkegård med udsigt over Øresund og den danske kyst. Hun har lært mig utroligt meget om at kunne et sprog, og alligevel have svært ved at gøre sig forstået, fordi man ikke altid deler nøjagtigt samme erfaringer, når man en gang er flyttet.
Tiden – lineær, cirkulær eller et pendul?
Hvordan vi opfatter tiden siger noget om både historien og fremtiden.
Man kan se på tiden som lineær.
I så fald er menneskeligheden i en stadig udvikling, set over tid: op og frem, selvom det også engang imellem måske står lidt stille, eller endda går lidt tilbage, og det kan gå op eller ned. Der er også en tydelig begyndelse og en tydelig ende på tiden.
Man kan også se tiden som cirkulær.
I en af de kirker jeg har tjenestegjort, en kirke med danske rødder, som det jo er i Skåne, kan vi se et middelalderligt livets hjul. Hvordan livet går op som barn, og ned som gammel. Her ses tiden, som noget der hele tiden begynder om igen, med nye mennesker og nye liv.
Man kan også se tiden som et pendul.
Det svinger frem og tilbage. Når det først er kommet for langt til den ene side, ved man at det svinger også tilbage igen.
I virkeligheden er tiden, ligesom lyset, noget vi ikke kan fange i et enten-eller. Vi forstår tiden, og vores egne liv, både som lineær og cirkulær. Nogle gange kan vi også se pendulet svinge frem, og så tilbage igen.
Eller som Mikael Wiehe synger, i en sang fra 1988:
En enda sak är säker
och det är livets gång;
att allting vänder åter
att allting börjar om
Och fastän våra röster
ska mattas och förstummas
ska nya röster sjunga ska nya röster sjunga
Alligevel forsøger vi at fange vores tid og det vi oplever, med sprogets hjælp.
Jeg levede overhovedet ikke i 1968. Når jeg nu skal tale med jer om dengang, nu og det der engang kommer bruger jeg mine begge hjertesprog af de i alt otte, jeg har lært og mere eller mindre bruger, om de to lande jeg altid vil føle mig tættest på.
Alligevel er det noget mærkeligt noget at stå her, i min egen fødeby, og være indbudt som gæst fra udlandet. Jeg er på én gang hjemme, og fremmed. Jeg har kæmpet med at skrive foredraget ned på forhånd, og stave rigtigt, for Jørgens skyld, med et sprog jeg sjældent bruger fagligt og ærligt talt, efter min mor døde, ikke engang taler hver uge, selvom jag hører det næsten dagligt. Det er en anden skjult fortælling.
Hjertets sprog er ikke kun ord men også musikken, nogle gange i fælleskab. Selvom jeg, som døbt ind i min fars serbisk ortodokse kirke, aldrig har tilhørt den danske folkekirke, har jeg altid levet med salmer, fra opvæksten ikke mindst hos mine bedsteforældre i Roskilde. Da jeg blev præst i den svenske kirke, og hele tiden har virket i det nordvestlige Skåne, mødte jeg mange danskere, der blev gift og/eller fik børn med svenskere eller havde dansk familie med til, ikke mindst begravelser. Derfor har jeg fordybet mig i de 129 salmer vi har til fælles i Danmark og Sverige, for at flere skal kunne dele oplevelser med både tekst og musik i salmer de genkender og forstår, hvad enten mødet i kirken er glædeligt eller sørgeligt. Min salmekonkordans findes på min blog, både i en dansk og en svensk version, med forklaringer om ligheder og forskelle mellem vores kirker og ritualer.
Vores tid
Vores tid har mange muligheder. Vi mødes over grænser på en måde som er ny, takket være de sociale medier og den nye teknik. Jeg kan have daglig kontakt med mennesker over hele kloden, vi kan tale sammen og se hinanden. Det glæder ikke mindst mange bedsteforældre.
Samtidigt kan vi mere end nogensinde, være ensomme og isolerede, hvis vi ikke er aktive, eller har fundet nogen der vil leve i samme filterboble som os selv. Sikkert er vi mange præster herinde der har oplevet at begrave mennesker, hvor ingen kommer til begravelsen.
I vores tid er der også nye konflikter. Sverige har ikke oplevet krig, men vi har til gengæld oplevet mord på både en statsminister og en udenrigsminister. Da jeg en tidlig morgen i 86, som nyindflyttet i Sverige, løb ind til mine forældre og sagde at statsministeren var skudt og at der ikke var morgenfjernsyn for børn, troede de mig ikke, og mente att jeg havde misforstået, fordi jeg ikke kunne nok svensk.
Religion er også i konflikt, og tolkes i vores tid tit som noget negativt. Religion forbindes kun sjældent med noget godt, i verdenen udenfor kirken. Religionsfrihed tolkes oftest som frihed fra religion, i hvert fald når det gælder andre religioner end en sekulær kristendom. Troende mennesker er i mindretal, og at tro på Gud og gå i kirke er ikke normen. Mennesker søger selvfølgelig stadig efter liv og sammenhæng, de søger bare på andre steder, end hos os i kirken. Men hvem ellers har et svar på spørgsmål om evigheden? Eller handler livet kun om det der er her og nu?
Desuden er vores tid og kultur utroligt fokuseret på det individuelle menneske. Tro er kun relevant hvis det taler till mig. Kirken er kun relevant hvis den giver noget till mig, personligt.
Hvad er det, i vores tid, at være en luthersk folkekirke, som vi jo er, nabokirkerne Folkekirken og Svenska kyrkan? Hvordan forstås vi af vores samtid?
For en tid siden blev jeg opsøgt af en mand der gerne ville døbes. Han var en meget intellektuel mand, og vi talte om dåben. Han gav mig også sit syn på hvad det var at være kristen. Han talte meget om gode gerninger, om at gøre sit bedste, ikke mindst for børnenes skyld, at man tog sit ansvar for verdenen vi efterlader.
Jeg sad, lidt forbavset og svarede så at det er vigtigt at ikke tage let på vores ansvar, og det er stort, men for mig er kristendommens vigtigste tese ikke præstationer eller et moralskt liv, men forladelsen. Vi kan ikke lykkes, hver gang, selv om vi anstrenger os til vores yderste og vores høje idealer. Men også når vi mislykkes, uanset om det er en stor eller lille mislykkelse, så er vi tilgivet. Det er Jesu budskab, som tit bliver misforstået, fordi vi som kirke ikke er tydelige nok.
Svenska kyrkan har 6 millioner medlemmer, lige under 60% av Sveriges befolkning. Efter separationen fra staten, gik det nogenlunde som religionssociologerne forudspåede. I gennemsnit har vi tabt en procentenhed af vores medlemmer årligt. De år det er kirkevalg, hvor alle får et stemmekort hjem, er det flere, ligesom når debatten går højt, som da vielser af samkønnede par blev stemt igennem i 2009, eller der fremkommer lokale skandaler. Svenska kyrkan har 13 stifter med biskopper, og en ærkebiskop, Antje Jackelén. Præsterne er ansat af menighederne, der kan være samlet i et pastorat. Kyrkoherden, en af præsterne, er chef i pastoratet
De første kvindelige præster i Svenska kyrkan blev viet i 1960, efter en længere strid mellem kirken og rigsdagen. Den første kvindelige biskop, Christina Odenberg, blev viet i 1997, udset af regeringen. Hun viede mig til præst.
En ny ritualbog
I denne tid er det at den svenske kirke vedtog en ny ritualbog.
Den svenske kirke arbejdede i 21 år med at udarbejde en ny ritualbog, sammenlagt, i to omgange. Man begyndte første gang i slutningen af 90-erne, med flere projekter, der alle havde sin gund i kirke og stat skulle separere. I år 2000 kom der et forslag på ritualbog der blev refuseret. Efter at man havde brugt et par år på at slikke sine sår og omgruppere begyndte processen på ny. Man gav en række direktiver for arbejdet. Man begyndte med grundprincipper, istedet for i et konkret forslag til ritualbog, og om disse principper var de allerfleste enige. Det handlede bl a om at alle gudstjenester skulle følge samme liturgiske ordo, men at man kunne have forskellige alternative bønner. Gudstjenesten indledes med samling, så følger ordets gudstjeneste, hvis der skal være nadver så måltiden og afsluttes med en sending.
Så hvad var det for nogle direktiver? De første direktiver til arbejdet handlede om en sproglig tilpasning til den bibeloversættelse man vidste skulle komme i form av Bibel2000, en indførsel af de økumeniske oversættelser af trosbekendelserne og Herrens bøn i liturgien, og at ritualbogen skulle være i overensstemmelse med Kyrkoordningen, der styrer Svenska kyrkan efter år 2000, hvor kirke og stat blev adskilt.
Efterhånden kom tillægsbestemmelser, om et inklusivt sprog, om arbejdet med den liturgiske musik, som man ønskede skulle være “enkel, folkelig og glad”, at der skulle laves analyser af konsekvenser for børn (det vender jeg tilbage til) og endeligt at man skulle tage hensyn til konsekvenser af forskellige overenskomster som den kirken havde lavet med andre samfund. Størst indflydelse havde dokumentet Guds vägar, som var skrevet sammen med det jødiske samfund og bl a tager afstand fra s k erstattningsteologi men også samtalerne med det samiske folk og erkendelsen af den svenske kirkes medvirken til overgreb på samerne har spillet ind i det endelige resultat.
Inledningsord 6
Fjällens och det öppna landskapets Gud,
skogarnas och den rika mångfaldens Gud,
sjöarnas, havens och det pulserande livets Gud,
du som är med oss där vi lever och bor,
I din närhet vill vi vara, i ditt namn vill vi be.
Da man begyndte med det konkrete arbejde at lave en ritualbog udfra principper og direktiverne udgik man fra gudstjenestelivets udfordringer i relation til ritualbogen.
En sådan skal have både fastslåede dele der gælder for hele kirken, men også have mulighed for lokal udformning. Der skal både være faste formuleringer som stor alternativrigdom, idet der både skal være mulighed for igenkending som fleksibilitet.
Vi fejrer gudstjeneste i middelalderkirker ude på landet, i teglkirker bygger i byernes udkanter og i store katedraler. Begge vores folkekirker rummer en stor teologisk bredde. Når vi besøger familien og går i deres kirke skal vi kunne genkende liturgien og vide at vi fejrer gudstjeneste i vores fælles kirke.
Havde man vidst at det ville tage så lang tid ville processen nok have set anderledes ud. Trods alt, havde man tre forslag, hvoraf de to blev sendt ud og brugt i de 30% av alle menigheder i Svenska kyrkan, der deltog i forsøgene med en ny ritualbog. Alle kunne sende svar ind på hvordan man syntes de fungerede.
Men aldrig har vel 1986 års ritualbog været så populær som da man vidste at der ville komme en ny. Pludselig hyldede alle den bog der ellers ikke var blevet brugt så flittigt før. Det var faktisk et af motiverne til at begynde arbejdet med en ny ritualbog, at der var lidt for mange der ikke brugte den ritualbog vi havde og allerede i 86 konstaterede Läronämnden at det var en maskulint domineret sprogbrug.
Min rolle i processen har været todelt. Jeg har som alle andre, kunnet læse og jeg indsende spontansvar da forslaget blev henvist, og i min menighed har vi haft mulighed at prøve forslagene og vurdere hvordan vi syntes at det virkede.
Men en unik mulighed for at påvirke den, havde jeg som folkevalgt. De seneste 12 år har jeg siddet i det svenske kirkemøde, en synode der vælges i kirkevalg hvert fjerde år, på en af 251 stole. Jeg er valgt for den største gruppe, Socialdemokraterne og fik tilliden at være formand for gudstjenesteudvalget, et af otte udvalg. Jeg håber jeg bliver omvalgt i næste uge når vi skal vælge denne mandatperiodes formænd (og kvinder)
Selvom jeg har haft stor mulighed til indflydelse af den nye ritualbog er det ikke sådan en ritualbog jeg selv ville have lavet, hvis jeg havde fået lov til at gøre den alene. Til store dele ligner den sin foreganger fra 1986. Der er flere alternativer og den indeholder en del gammel musik som var spredt og brugt men ikke fandtes samlet i musikvolumen af ritualbogen, men også flere musikserier, to blev komponeret til 2012 års ritualbogsforslag. Ritualbogen 17, som den kaldes, er resultatet af såvel henvisninger med tilhørende svar, som ombearbejdelser, og masser af kompromisser. Dermed er den også et resultat af den svenske kirke sådan som den ser ud idag. Det var det resultat der var muligt. Det indebærer at der findes bønner jeg helst ikke bruger, ligesom der er bønner jeg elsker. Den nye svenske ritualbog viser den teologiske bredde der er i den svenske kirke, og rummer meget mere end det jeg selv bruger. Netop derfor er det en meget stærk bog.
Alligevel er der nogle spørgsmål som jeg syntes at vi ikke nok påmindede os selv om – spørgsmål som jeg ved at man diskuterede i arbejdsgrupperne, men ikke nok i menighederne:
Hvorfor har vi i det hele taget en ritualbog?
Hvad er en ritualbog – behøver vi overhovedet en?
Hvis er ritualbogen?
Jeg tror at det er vigtige spørgsmål at stille sig i en luthersk folkekirke, der skal være landsdækkende, som det faktisk står indskrevet i Kyrkoordningen at Svenska kyrkan skal være, med en forståelse af at mennesker er mere rørlige idag, at man måske fejrer gudstjeneste tit men ikke altid i den samme kirke og alligevel ønsker genkending. Desuden behøver vi præster en forståelse for at vi nok leder gudstjenesten men ikke ejer den. Gudstjenesten skal rumme hele livet og netop derfor vækker vores ritualbog følelser, ikke mindst i en tid hvor det ikke er normen at tro på Gud, ja, selve troen kan virke provokerende. Ikke mindst når troen ser anderledes ud en i menneskers forestillinger af tro.
Fake news
Hvis nogle af jer synes at I genkender mig, er der højst sandsynligt, fordi I kom kontakt med de fake news, der kom efter at Svenska kyrkan havde vedtaget en ny ritualbog. Nogen spredte de falske nyheder at man ikke længere måtte bruge ordet Fader og at man skulle bruge det kønsneutrale ord hen.
De første etablerede medier der bragte denne nyhed var danske medier. Da jeg opdagede det, stadig i Uppsala, kontaktede jeg straks disse medier og forklarede på dansk, hvad der var forkert og hvad den svenske kirkes kirkemøde faktiske havde besluttet.
Hvor ville jeg gerne have set ansigtet på den stakkels redaktør da han forstod at han blev skældt ud på dansk af en svensk kirkepolitiker, der mildest talt, var meget oprørt over hvad jeg mener var journalistisk sjusk. Det forslag vi vedtog, med justeringer, havde ligget på kirkens hjemmeside i et halvt år, som pdf. Det er ikke svært at gå ind og søge på ordet Fader, og få en liste på de 146 gange det er brugt i ritualbogen.
Det var min sidste dag i Uppsala, før jeg skulle hjem til familie og arbejde i Skåne. Flere og flere medier ringede. For at det virkelige skulle både nås og forstås blev der indspillet små film, hvor jeg forklarede hvad der var rigtigt. For sikkerheds skyld gjorde vi nøjagtigt de samme film på dansk.
Da dansk fjernsyn rapporterede det korrekte, brugte man klip fra den version hvor jeg taler svensk. Nyheder skal gå så hurtigt nu om dage. Der er ikke tid eller plads til at forklare at formanden for den svenske kirkes gudstjenesteudvalg er danskfødt, selvom hun hedder Pedersen til efternavn og, som alle andre dage, havde et Dagmarkors om halsen.
Denne oplevelse har givet mig et helt nyt syn på medier, på nyheder og på sandheden. Det har også bekræftet for mig, det meget stærke lillebrorskompleks som Danmark åbenbart har i forhold til Sverige, som sikkert bidrog til at netop Danmark så hurtigt hoppede på denne nyhed og kildekritikken fallerede. Flere blev spurgt om hvad man mente om den nye ritualbog i Sverige, endda danske biskopper, der svarede på spørgsmål uden at tjekke om det nu også passede at svenskerne ikke længere sagde Fader om Gud. Der var pludselig ikke særlig meget af hverken peace, love eller understanding mellem vores folkekirker…
Derfor vil jeg også sige: Det er nok ikke en tilfældelighed at Benny Andersen skrev om Svante, der ikke kan finde vejen hjem, og at danskere derefter har haft en lidt komisk syn på svenskere.
Men almindelige menneskers reaktioner var også en stor overraskelse. De fleste teologer er jo enige om at vores treenige Gud ikke er bundet til ét køn, at Gud er meget mere end alle de billeder vi kan bruge. Alligevel mente almindeligt folk at de svenskere jo var tossede, for alle ved jo at Gud er han og Fader. Når vi teologer bruger andre bibelske billeder og fortællinger, er de for mange ukendt. Vi som kirke har bidraget til det meget maskuline billede af Gud, og bevidst holdt de feminine billeder ukendt for den store majoritet. Det gælder ikke mindst i det liturgiske sprog.
Nogle gange er vi blevet vant til at sige Han om Gud, uden at det nødvendigvis handler om maskulinitet. I gudstjenesten synger vi f eks nu:
Ära åt Gud i höjden och frid på jorden, bland människor som Gud älskar, som Gud älskar.
Hvad er det der gør at vores konfirmander godt kender lignelsen om den fortabte søn men ikke om kvinden med den fortabte mønt? I Sverige synger vi salmen Bred Dina vida vingar, O Jesus över mig, direkte fra billedet af Gud som en høne, som Jesus omtaler sin længsel for Jerusalem i Mattæus 23:37 med parallel i Lukas 13:34. Men samme forfatterinde, Lina Sandell-Berg blev også tvunget at ændre sin sætning i salmen Kun en dag, et øjeblik af gangen, hvor hun egentlig skrev: Han som bär för mig en moders hjärta… Man kunne ikke rumme at Gud kan beskrives som både maskulin och feminin i samme sætning.
Jeg blev også meget overrasket over danskernes reaktion, f eks i kommentarfelterne i sociale medier. Sverige anklages jo tit for at være politisk korrekt, og have et mere snævert forhold til hvad der er socialt accepteret at sige. Burde det så ikke, netop i Danmark, være muligt også med en større spændevidde i den teologiske debat? Og hvis det var sådan, burde man ikke være særlig overrasket over at det religiøse sprog kan være meget mere mangfoldigt og faseteret end det er idag. Alligevel oplever jeg at almindelige danskere, mere end mange andre, er uforberedte på at blive udfordret i det kirkelige sprog, selvom de er det mange andre områder.
Desuden er faktaresistensen tydelig. Folketingets formand er blevet ved med at hævde at vi i den svenske kirke diskuterede et brug af ordet hen i ritualbogen, hvor hun så ellers ved det fra. Kirkemødet skriver ordret protokol. I er velkomne til at lede efter sådan en diskussion tirsdagen den 21.november, hvor vi brugte hele dagen til at debattere og komme med ændringsforslag i den ritualbog vi vedtog om torsdagen. Protokollen ligger selvfølgelig også på kirkens hjemmeside.
Et inklusivt sprog
Sverige er kendt for at byde invandrere velkomne. Det gælder også danskere. Hvis i synes at jeg taler nogenlunde godt dansk, selv om jeg aldrig er gået i dansk skole, skyldes det to ting. For det første at min mor var omhyggelig med at vi skulle blive ved med at tale dansk da vi flyttede til Sverige, da jeg var 5 1/2 år gammel. For det andet at jeg under hele min skoletid havde dansk modersmålsundervisning, så jeg har svenske gymnasiekarakter, i dansk. At få lov til at tale flere sprog godt, er en vigtig nøgle til integration og gør det muligt at have ben i flere lande, selvom det er svært at holde ved lige.
Derfor er et af de nye bønnesvar, Kyrie, Herre, forbarm dig, fra Syrien, ligesom mange nye svenskere.
Moran ethra, Moran ethra, Moran ethra, ha ma’ lain
Det religiøse sprog har også brug for at have flere sprog. Vi ved hvor vigtigt det er at kunne læse og tolke Bibelen ud fra grundsprogene, men vi ved også hvor berigende det kan være at læse forskellige bibeloversættelser, både på vores eget og på andre sprog. Her i sommer hørte jeg som jeg plejer på morgenandagten, en morgen den 143. salme om sjælen der længes efter Gud, som jorden der længes efter vand.
På svensk hedder det: Jag sträcker mina händer mot dig, öppnar mig som törstig jord. Men i den danske oversættelse står der: Min sjæl tørster som den udpinte jord efter dig.
Og pludselig så jeg min egen græsplæne i haven, med sprækker i jorden og brunt kort græs, som lige netop det: udpint. Jorden er tørstig, men den danske oversættelse gav længslen efter Gud et helt nyt billede for mig. Det er ikke bare tørst, det er at være udpint, næstindtil død og strække hænderne ud en sidste gang, med sine sidste kræfter.
Under min uddannelse læste vi den danske præst Bent Falks bog, At være der hvor du er. Først læste jeg den svenske oversættelse indtil jeg ud fra et spørgsmål tænkte at svaret var helt hen i vejret. En patient stiller spørgsmålet: Er jeg god nok? Den svenske oversættelse var ordret: Är jag god nog? Men patientens spørgsmål, om end eksistentielt, handler ikke mest om godhed, men om at være tilpas. En mere korrekt oversættelse ville have været: Är jag bra nog? Duger jag?
Jeg valgte at læse videre på originalsproget.
I en oversættelse risikerer vi misforståelser, men noget går også tabt, hvis man ikke er omhyggelig og varsom med sproget. Men en gang imellem er det som om sproget giver nye muligheder.
En af forandringerne i den svenske ritualbog er en sproglig tilpasning til Bibel 2000, der i doxologien siger: I Faderns och Sonens och den heliga Andens namn.
I svensk har vi den dejlige grammatiske form reale, der med sin a-endelse, rummer både den hebraiske femininumform af ruach, ligesom den græske neutrum af pneuma.
Et inklusivt sprog handler om at lade sproget have en større rigdom og variation, end blot det normative, tit maskuline. Men der er ikke begrænset til køn. Det kan også handle om hudfarve, om alder, om klasse, om funktionalitet eller handikap.
Et inklusivt sprog handler ikke om begrænsning, men om bevidsthed. Det handler også om at lade sproget sprænge samme grænser, som vores grænseoverskridende Gud, der ikke engang lader sig begrænse af døden.
Da den svenske kirke besluttede at den kommende ritualbog skulle have et inklusivt sprog var det Läronämnden, der havde det oppe. Der sidder alle fjorten biskopper og yderligere otte teologer. Dengang havde den svenske kirke endnu ingen kvindelige biskopper. Majoriteten var altså mænd. Det er også en skjult fortælling, om en mandlig majoritet som har indsigter fra den feministiske teologi.
Man havde også en hearing om inklusivt sprog. Det var en amerikansk professor, Gail Ramshaw fra Evangelical Lutheran Church of America, der i 1995 udgav bogen God beyond gender. Interessant, ikke mindst med tanke på den enorme reaktion på de fejlagtige oplysninger om den svenske kirkes nye ritualbog. Pendulet er svunget tilbage, også i USA, på mange måder.
Professor i kirkevidenskab ved Uppsala Universitet Ninna Edgardh Beckman, der har skrevet gudstjenesteteologien Jämställd i Kristus, viser på tre måder eller veje for at arbejde med sproget.
Den første vej, den neutraliserede vej, er vejen hvor man aktivt erstatter grammatiskt kønsbestemte ord med neutrale, f eks fra Fader til Livets kilde. Problemet med denne vej er at vi ved at afkønne, kan påvirke Gudsrelationen negativt, fordi vi har svært ved af relatere når vi ikke kønsbestemmer. Vi forstår heller ikke hvor grundlæggende der er at mandskøn og guddommelighed er lænket sammen.
Den anden vej er at komplettere maskulint med feminint og lade Gud være både Far og Mor, han og hun. Denne vej er problematisk hvis den bygger på forudfattede meninger om mandlige og kvindelige egenskaber i gudsbilledet og kan skabe en dualisme som feministisk teologi kritiserer.
Den tredie vej er sværere, men mener Ninna, burde være den bedste. Den udgår fra at ord med feminint genus, ligesom maskuline, kan bruges når vi taler om Gud, men at begge har sin begrænsning. Intet sprog kan fuldt ud fange Gud. Vi kan tale om Gud kønsneutralt eller kompletterende, men vi skal vide hvorfor vi gør det, og at det ikke rummer helheden. Målet er et befriende sprog i den aktuelle sammenhæng.
For at efterligne Lina Sandell-Berg kan man altså tale om Herren som hun, for at bryde vores billede af Gud som kun mandlig. Vi har en tendens at opfatte det traditionelt maskuline sprog som neutralt. Det er ikke ordet hun der gør sproget kønnet, vi er bare så vant til at det maskuline, androcentriske er en neutral norm.
For at sproget skal være befriende skal det vise på mangfoldighed. Der er forskel på at sige at Gud har skabt Manden og Kvinden i ental, og at sige at Gud har skabt kvinder og mænd i plural.
Da man arbejdede med den nye ritualbog ville man først lade hele bogen præges af det inklusive sprog, mange var kritiske til det meget maskuline sprog. Men efterhånden slog tidens pendul tilbage og førsøgsordningerne blev kritiseret for at have taget de klassiske begreber væk. Slutforslaget indeholder derfor mange forskellige alternativer, hvor nogle bruger et ikke-inkluderende og maskulint præget sprog, mens andre er inklusive og omtaler Gud mere kønsneutralt.
Man har forsøgt at udvide bruget af bibelske metaforer så Bibelens rigdom af forskellige billeder for Gud kan være en del av den svenske kirkes gudstjenester, ved at komplettere tidlige brugt materiale med nyt, inklusivt præget.
Hvis jeg nu skal være lidt selvkritisk, kan jeg sommetider synes at vi lidt for ofte har valgt det enkle og inklusive ord på tre bogstaver, “Gud”, som jo egentlig er et verbum.
Men sproget bliver rigere, hvis vi også beskriver den Gud vi tror på. Det er som om noget mangler; istedet kunne man sige:
Livets og kærlighedens Gud.
Vores nåderige Gud.
Himmelske Far, du som er som en far og en mor for os…
Her mangler jeg en del af det rige liturgiske sprog fra den ortodokse kirke, jeg voksede op i.
Gudstjenesten indeholder jo mere en kun det liturgiske sprog. Vi har også tekstrækker, to i Danmark, tre i Sverige, og prædiken. Men jeg tror at netop det liturgiske sprog, der jo er mere ensartet fra søndag til søndag, også er nødt til at være inkluderende. Det er simpelthen ikke nok at Bibelordet og prædiken er det. I sommer genbesøgte jeg Hornbæk kirke. Jeg havde glemt altermotivet, og så det med nye øjne. For hvor tit ser vi egentlige kvinden ved brønden i Sykar som altermotiv, eller kvinder overhovedtaget. Det er betydeligt oftere navngivne mænd, selvom en majoritet af gudstjenestedeltagerne selv er kvinder, i hvert fald i Sverige.
Dåben er vel det mest inklusive eksempel vi kan forestille os, en hellig handling der viser på samhørighed over alle grænser. Sådan her kan det udtrykkes:
Vi döps till gemenskap med Jesus Kristus,
med alla som genom tiderna och över hela jorden vill följa honom i liv och död,
med hopp om uppståndelse.
I dopet görs inte skillnad på människor. Ingen är störst eller minst, först eller sist. Alla är ett i Jesus Kristus.
Kan inklusion gå for langt? Det tror jeg egentlig ikke, men forsøg at inkludere en gruppe kan udelukke en anden.
Jeg var på ferie med min mand og mine børn i Stockholm, og ville gerne gå på gudstjeneste i domkirken. Mine børn var sidste sommer i aldrene 1-13 år. Vi fandt ud af at der var middagsmesse kl 12. Vi mødtes med en varm velkomst af domprovsten, som jeg kender, i øvrigt fra den gang vi begge sad i Gudstjenesteudvalget. Vi fandt plads i koret og da klokkerne ringede os sammen fik vi også gudstjenesteordningen på papir, som man i Sverige næsten altid får i hånden. Det hele var på engelsk, for de fleste der kom til denne type af gudstjenester var turister. Det fulgte altså den almindelige svenske gudstjenesteordning men det hele, også læsningerne og prædiken, var på engelsk. Pludselig var mine børn, der ellers er meget vant til at gå i kirke, ude på Herrens mark. De forstod ingenting… Turisterne var ærligt talt ikke særligt interesseret i at deltage, f eks var vi få der gik frem og modtog nadver og endnu færre der deltog i hele messen, selvom den kun varede tyve minutter. Så for hvems skyld holdt man den på engelsk? Hvem ville man inkludere? Og når vi selv fejrer gudstjeneste i udlandet, vil vi så gerne inkluderes, eller vil vi gerne have den ægte oplevelse af hvordan det plejer ar være, blive tiltalt på et sprog som vi måske ikke behersker, men alligevel genkender i liturgien?
I den svenske kirke er vi desuden vandt til at lave noget der kaldes barnkonsekvensanalys – alle beslutninger skal tage i betragtning hvordan forskellige valg påvirker børnene. Det havde man åbenbart ikke gjort her, for her regnede man åbenbart ikke med at svenske børn skulle fejre gudstjeneste.
Jeg vil selvfølgelig altid have at mine børn skal have gode oplevelser i kirken. Men en gang imellem har jeg selv følt mig ekskluderet i kirken, når liturgien ikke er som jeg er vant til. Det kan også være god træning, for os som ellers er meget kirkevante, at føle den usikkerhed som mange af vores kirkebesøgere, oplever.
Alle billeder vi bruger, begrænser. Gud er altid mere end mandligt eller kvindeligt, altid mere end det billede vi bruger lige for øjeblikket. Derfor behøver vi mange forskellige billeder, både fra Bibelen og fra såvel kristendommens historie som nutid.
Sverige kaldes nogen gange for mellanmjölkens land, eller landet lagom, hvor alting skal være politisk korrekt og lige tilpas, hvor der er ikke bare letmælk eller sødmælk men den mest solgte mælk ligger midt imellem, hvor ingen bliver fornærmet. Efter valget i år tror jag måske at det billede er ved at ændre sig.
Den liberale partileder, tidlige major og uddannelsesminister Jan Björklund, solgte sin mørkeblå skjorte på internetauktion, med både humor og alvor.
Han skriver om hvordan han igennem valgkampen har brugt samme mørkeblå skjorte i størrelse L, ligesom deres partibetegnelse. Dens dage i felt er 41 og været med i 12 tv- debatter og 3 sommertaler. Jan har brugt den med opsmøgede skjorteærmer, men nu regner han med som ny minister at skulle bruge jakkesæt og sælger den til højestbydende, for han kan lide det frie marked. Indkomsten af salget går uafkortet til den svenske organisation Expo der arbejder for at oplyse om racisme og fremlingsfjendtlighed. En af stiftelsens grundere, var krimiforfatteren Stieg Larsson, hvis indkomster fra Milleniumtrilogien til stor del finansierer Expos arbejde.
Skjorten blev solgt for 42 000 svenske kroner, og flere politikere fra andre partier var med i budgivningen.
De kommende revolutioner
Så hvad er de kommende revolutioner og protester? Fra sidste år, tror jeg mange vill huske #metoo og tilhørende fortællinger og hashtags. Vi er kun lige begyndt at åbne for en ny bevidsthed mellem mænd og kvinders magtforhold.
Faktisk kom der er opråb i metoo-rørelsen fra den svenske kirke samme dag som vi besluttede om den nye ritualbog, men hashtag #vardeljus blev skyllet væk af fake news. Det var dem der spredte den fejlagtige information sikkert godt tilfredse med, for dem der ikke kan lide en ritualbog med et inklusivt sprog er sikkert også nogle der mener at nu går det altså for langt…
Den store metoo i Sverige var nu nok alligevel de meget mærkelige ture omkring Svenska akademien, hvor man ofrede den kvindelige sekretær og dobbelte professor Sara Danius, hvis signum, en bluse med sløjfe i halsen, blev flittigt brugt af alle mænd og kvinder der ville vise hende og de andre der opgav sit arbejde i Akademien sin støtte.
Jeg ville også ønske at vi over hele verden talte mere om det der på svensk hedder funkofobi, altså vores skræk for mennesker med normudfordrende funktionalitet, det der sommetider kaldes handikap.
Foran jer findes også en skjult fortælling. Her står nemlig en mor til et barn med spastisk lammelse, eller cerebral parese, som et resultat af en dramatisk fødsel med iltmangel. Jeg har det virkelig svært med den danske oversættelse af cerebral parese, for min søns skade er ikke af den rent spastiske type. Han har istedet vekslende muskeltonus. Min største skræk for ham som voksen, er at han vil opfattes som beruset, da hans krop er ligeså usamarbejdsvillig som hos den der er fuld af alkohol eller stoffer. Allerede idag tror mange der møder ham for første gang at han har svært ved at forstå, bare fordi hans tale er utydelig. Selvom han har en hjerneskade er han meget begavet, og det siger jeg ikke kun fordi jeg er hans mor.
Vi har idag en norm hvor den normalfungerende og højtpræsterende krop hyldes, ja, næsten tilbedes. Derfor håber jeg at den foragt for det svage, der ofte kan ses tydeligt i samfundet, kommer til at stå tilbage for sårbarhedens teologi. CP kan også udlæses som i spillet PokémonGo, hvor CP er forkortelsen for Combat Power. Jo flere strider man har vundet, desto højere CP, desto bedre. Vi har jo en Gud der har kæmpet og bliver ved med at kæmpe for det gode, Kristus bærer også sår.
Vi er slet ikke færdige med racismen, selv om vi måske tror det. Det mærkes tydeligt hvis man kombinerer tre minoriteter, f eks at være en sort handikappet kvinde.
Hvordan vil i huske sommeren i 2018? Jeg tror jeg vil huske den lange, varme, meget tørre sommer, med skovbrande, grillforbud, og med gode råd om hvordan vi kan spare vand, der påvirkede klimadebatten i det svenske valg.
For oprigtigt talt, tror jeg, uanset mine egne forhåbninger om hvad der bliver det kommende, at de næste store revolutioner og protester, må være noget der udfordrer vores allesammens fælles fremtid og derfor tror jeg at klimaet bliver det næste store. Hvad betyder det når Gud siger i Første Mosebog at vi skal herske over dyr og natur? Hvordan skal vi forstå rørelsen af magt oppefra og ned i det hebraisk jadar, i en fortolkning som også handler om vores kraft til at tjene skabningen i Kristi efterfølge?
Jeg tror på eksemplerne i de skjulte fortællinger, som både giver kraft til en hellig vrede og som kan løfte fortællingerne op i lyset til forståelse.
Alle revolutioner kan være svære at organisere, men med dagens teknik spreder de sig også med lynets hastighed og kan nå helt ny kraft i sin færden over verden.
Men alle revolutioner kræver at flere end kun de nærmest berørte engagerer sig og tager stilling, at vi står sammen i solidaritet og bruger intellektet mod al uretfærdighed.
Vi har endnu ikke opnået den frihed og demokrati som alle mennesker har ret til, men den må nye stemmer synge og råbe videre om.
Når vi med tiden opdager de skjulte fortællinger, uanset om de handler om Gud, ligestilling mellem kønnene, religioner, forskellige nationaliteter eller hudfarver, så er det også vores pligt, som tolkende teologer at løfte dem op i lyset, med hjælp af de bibelske historier, der rummer alle livets lag. Lad os gøre det inklusivt, ikke indsnævrende men med mangfoldighed. Jesus siger tit i sine lignelser, det er som med…
For livet er fuldt af skjulte fortællinger. Men de fortællinger, de billeder vi har af Gud, de skal ikke skjules. Selv om tiden mest er til nogle få udvalgte billeder, så skal vi bruge hele viften. De skal fortælles og fortolkes for nye generationer, i hver tid, igen och igen, fordi det er den bedste måde at lære Gud at kende. Emnet bliver aldrig udtømt, tiden og sproget kan uddybe.
Sofija L Pedersen 